Evaluering af undervisningen

Evaluering af undervisningen

Skolens profil

Evaluering af undervisningen skal ses på baggrund af Hay Skolens målsætning og værdigrundlag. Det kan man læse mere om her:

Skolens målsætning og værdigrundlag

 

Elevens faglige standpunkt og generelle udbytte af undervisningen

Evaluering af elever og undervisning

Den løbende evaluering, hvor form og metode kan variere, er en naturlig del af skolens praksis i forhold til elevernes læring og planlægningen af undervisning. Dette foregår både som en naturlig del af den daglige undervisning/kommunikation og som en del af skolens mere formaliserede evalueringsplan. Her er en oversigt over metoder og ’tidspunkter’, som vi benytter os af, når mål og resultater evalueres og vurderes:

Skole/hjemsamtaler – to gange om året fra børnehaveklassen til og med 8. klasse, en gang om året 9. klasse

Standpunktskarakterer gives 3 gange årligt fra 0. klasse til 10. klasse. Fra 0. – 3. klasse gives der standpunkter (under middel, middel og over middel), og i 4. – 9. klasse gives der standpunktskarakterer efter 7-skalaen. Karaktererne følges op med en skriftlig kommentar i de større fag som dansk, matematik og engelsk, og efter behov i de øvrige fag. I forbindelse med skoleårets karaktergivning afholdes skole-hjemsamtalen, således at karaktererne kan bruges som evaluering og i forbindelse med opfølgning for den enkelte elev i det aktuelle fag. Der evalueres/følges også op på det sociale område.

Elevsamtaler – i løbet af hvert skoleår har klasselærerne en eller flere individuelle samtaler med alle elever. Ved samtalen evalueres og følges der op på både sociale og faglige forhold

Årsprøver afholdes i juni for 7. og 8. klasserne i dansk, matematik og engelsk. Der er 1 mundtlig og 2 skriftlige prøver for 8. klasse, og 3 skriftlige prøver for 7. klasse. Disse prøver anvender lærerne til at evaluere elevernes faglige udbytte og til at sætte mål for undervisningen i 8. og 9. klasse. Prøverne bruges desuden til at træne eleverne i de pågældende prøveformer.

Terminsprøver afholdes i november og januar for 9. klasse. 9. klasse har 3 skriftlige prøver i dansk, matematik og engelsk. 8.kl. har terminsprøver i oktober og marts i dansk, matematik og engelsk. 2 af dem er mundtlige (dansk og engelsk). Disse prøver bruges også til at evaluere det faglige udbytte for den enkelte elev, til at sætte mål for undervisningen for resten af skoleåret, samt til at træne eleverne i prøvesituationen.

Der afholdes indstillingsmøder i november for 8. og 9. klasser. Til møderne deltager klasselærer, faglærere, København Kommunes UU-vejleder, skolens egen vejleder og skoleleder. På mødet evalueres den enkelte elev, og der tages stilling til dennes uddannelsesparathed. For ikke uddannelsesparate elever udarbejdes der opfølgningsplaner.

Hverdagsevaluering/løbende evaluering/opfølgning af undervisning og elever både fagligt og socialt. Klasseteam og den enkelte lærer evaluerer løbende den enkelte elevs indsats og sociale trivsel.

ST- og MG-prøver bruges to gange hvert år (typisk september og maj) til at evaluere den enkelte elev og dennes udvikling i dansk og matematik.

Folkeskolens prøver. Skolen indgår i København Kommunes censorring for at sikre så uvildig en bedømmelse som muligt.

Klassetrivsel – de enkelte klasseteam evaluerer klassens trivsel gennem en undersøgelse på klassetrivsel.dk. Undersøgelsen danner sammen med klasseteamets løbende vurderinger baggrund for den sociale indsats i klassen.

 

Undervisningens mål, tilrettelæggelse og gennemførelse

Fagene på Hay Skolen

Fagene på Hay Skolen følger Undervisningsministeriets Forenklede Fælles Mål, som er bygget op af kompetenceområder og færdigheds- og vidensmål. Her kan der læses om de fag, der undervises i på Hay Skolen: emu.dk, Danmarks Læringsportal

Hvert år op til skoleårets første forældremøde udarbejder alle lærere en årsplan, hvori de gør rede for, hvad den enkelte klasse skal arbejde med i det kommende skoleår. Fagbeskrivelsen beskæftiger sig med fagets kompetenceområder og færdigheds- og vidensmål og klassens konkrete arbejde og fokus.

 

Elevens alsidige og personlige udvikling

Fællesskab og demokrati

Vi arbejder for at sikre elevernes indflydelse på skolegangen. Det sker gennem aktiviteter i klassens tid, præsentationer på fællessamlinger, gruppearbejde i klassen og i elevrådets diskussioner.
Fællesskab og demokrati spiller en central rolle i undervisningen, der forbereder eleverne til medborgerskab på alle niveauer. Fællesskabet bliver bl.a. understøttet af morgensamlinger, morgensang, lejrskoler og mærkedage og traditioner.
Der arbejdes målrettet for inkluderende fællesskaber, så den enkelte kan rummes og tilgodeses med respekt for fællesskabet.

 

Skoleledelsens kvalitetssikring og udvikling af undervisningen

Teamsamarbejde – en evalueringsmetode

Skolens lærere er organiseret i klasseteam om den enkelte klasse. Denne struktur er med til at styrke lærernes samarbejde og sætte fokus på faglig udvikling og trivsel for hele klassen og den enkelte elev. Lærerne er også organiseret i fagteams, så der er en faglig sparring og debat om valg af fokuspunkter, undervisningsmaterialer, prøver m.m.

Tilsynsrapport

Da Hay Skolen er en friskole, skal der føres tilsyn med skolens almindelige virksomhed. Der føres desuden tilsyn med elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk samt med, om skolens samlede undervisningstilbud står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Forældrekredsen på Hay Skolen har valgt at lade Kirsten Hanne Hansen, certificeret tilsynsførende udføre tilsynet fra skoleåret 2017/18.
Tilsynet udføres en gang årligt, og ledelsen følger op på eventuelle anbefalinger. Tilsynsrapporterne fra de seneste år kan ses her: Tilsyn

Undervisningsmiljøundersøgelse

Alle skoler skal hvert tredje år foretage en undervisningsmiljøundersøgelse. I februar 2017 blev undervisningsmiljøet kortlagt via deltagelse i den nationale trivselsundersøgelse med supplerende spørgsmål om de fysiske og æstetiske omgivelser. Undervisningsmiljøvurdering

 

Samlet vurdering og opfølgningsplan

Læsning som fokuspunkt

Mål: At gøre elever til mere aktive og reflekterende læsere.

Indsats: Læsning er en grundlæggende færdighed for at kunne tilegne sig viden i alle fag. Derfor skal læseindsatsen også bredes ud på andre fag end dansk. Skolens læsevejleder rådgiver faglærerne i deres tilgang af læseindsatsen. Skolen har en læsekanon til de forskellige klassetrin, som eleverne læser i deres fritid. Bøgerne kan inddrages i undervisningen. Listen over kanonbøger revideres efter indstilling af dansklærerne. Forældrene opfordres på forældremøder til at følge med i deres børns læsning, herunder hjælper dem på biblioteket og sætter tid af til frilæsning hjemme. Der opfordres til snakke hjemme om de bøger, eleverne er i gang med. Der indføres læsebånd i den daglige danskundervisning med efterfølgende læselog. Mellemtrinet laver dialogisk oplæsning for indskolingen efter vejledning i metode m.m. fra læsevejlederen. Faglærerne sætter tid af til faglig læsning i deres fag, herunder med fokus på afkodning og begrebsafklaring.

Evaluering: Løbende vurdering i danskfagteamet af om vores elever læser mere, og om de får større læseforståelse og læsehastighed.

Demokratisk dannelse/frihed og folkestyre som fokuspunkt

Mål: At gøre eleverne bevidste om demokratiske rettigheder og pligter.

At forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre.

At styrke og udvikle elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

Indsats: Gennem den undervisning eleverne modtager og den praksis, de møder på skolen, skal eleverne præsenteres for og vænnes til frihed og folkestyre. Eleverne skal have medbestemmelse i undervisningen i forhold til fx valg af emne, metode eller materiale i de enkelte fag, der hvor det giver mening. Eleverne skal have mulighed for at ytre deres holdninger og meninger, og de skal i undervisningen kunne indgå i en kritisk og reflekterende diskussion om samfundet omkring dem. I skolens elevråd praktiseres valg og debat om skolens aktiviteter og sociale liv. Skolen har udadrettede aktiviteter såsom museumsbesøg, lejrskoler, rundture i København, besøg i Folketinget m.m. Vi deltager i Skolevalg. Skolen inviterer oplægsholdere fra foreninger såsom De nye Stemmer og andre rollemodeller, og vi har et samarbejde med politiets undervisere tilpasset de forskellige klassetrin.

Evaluering: Der evalueres løbende dels på de fælles lærerrådsmøder og dels i klasseteams.

 

Der vil løbende komme tilføjelser og ændringer, specielt i forbindelse med opfølgningsplaner.  Sidst redigeret d.18.juni 2018